GÅ MED IDEEN

Kunne det gøres bedre? Enhver projektmager kender tvivlen. Reumert-vindende koreograf, Stephanie Thomasen, fortæller om at ”gå med idéen”, troen på sig selv, og om presset og kreativiteten.

Tekst: Jonas WS Andersen      Foto: Henrik Sørensen

Tag en 29-årig danser og tilsæt fem dråber koncentreret talent. Drys et gran frygtløs tro på sig selv, og rør det med en ligefrem, århusiansk klang, der på sekunder kan slå den varme luft ud af en abstrakt idé og gøre den jordnær som en bænkebider. Det er opskriften på Stephanie Thomasen, et af dansk scenekunsts store talenter og Uppercut Danseteaters stjernekoreograf.

Et uimponeret talent

Stephanie må tænke sig om en ekstra gang, før hun kommer med et råd til dem, som sidder med et talent, der har svært ved at komme ud af skabet. Det problem har hun nemlig aldrig selv haft.

”Jeg tror, man skal gøre sig klart, hvad det er, man vil. Man er nødt til at samle sig om noget konkret, en særlig stil eller idé og så gå 100 procent den vej – prøve det af.”

Egentlig er Stephanie danser. Hun havde ingen koreografisk uddannelse, da hun efter tre års ophold i New York vendte hjem til Danmark – til en ansættelse som danser i Uppercut Danseteater. Men uimponeret som altid, tilbød hun på eget initiativ at koreografere en forestilling.

Seks år og fire helaftensforestillinger senere kan Stephanie bryste sig af Reumert-juryens talentpris, en førsteplads ved Copenhagen Choreographer’s Competition, Balletmester Albert Gaubiers Hæderlegat og en spritny Reumertnominering i kategorien ’bedste danseforestilling’.

”Jeg tror ikke, jeg ved , hvad talent er,” svarer hun på spørgsmålet om, hvad talentet betyder for hende. Talentet giver hun kun én enkelt procents andel i succesen. Resten er hårdt arbejde, mener hun.

Fra provokation til koreografi

For Stephanie starter et kunstnerisk projekt ofte med et fænomen eller begreb, hun vil undersøge.

”Jeg kan godt lide at tage fat i et emne, som provokerer eller støder lidt. Ikke for at støde eller provokere. Det er faktisk ikke min plan at provokere. Men jeg kan godt lide at trække tråde og få folk til at tænke.”

Stephanie havde i januar premiere på forestillingen 360°, hvor emnet var den hvide løgn, som blev sort. I dag arbejder hun med et projekt om ’tro’.

Når idéen skal blive til en koreografi, starter hun ofte med at lade danserne diskutere emnet – for eksempel hvad ’tro’ betyder for dem.  I et kompagni med dansere af blandet etnisk oprindelse kan sådan en diskussion føre mange steder hen.

”Så får jeg dem til at sætte bevægelser på de tanker og følelser, de har om emnet. Måske er to af dem vildt uenige, og så får de lov at udtrykke det ved at danse med eller mod hinanden. Min opgave bliver at samle trådene og holde fast i følelsen.”

Det skal kunne føles

Følelsen er helt central for Stephanie. Selv er hun meget umiddelbar og reagerer følelsesladet, når hun ser en forestilling. Det er også derfor, hun brænder for at lave forestillinger, hvor det er tilladt at være umiddelbar.

”Jeg kan godt li’ at lave forestillinger, hvor publikum må føle noget. Hvor man godt må grine, hvor man godt må klappe spontant, hvis man har lyst til det, og hvor man også godt bare må sidde lige så stille.”

Man kan kun gøre sit bedste

Som koreograf på Uppercut Danseteaters store satsninger ligger der også et pres på Stephanie, når en premiere nærmer sig. Men Stephanie tvivler efter eget udsagn aldrig på sig selv.

”Jeg har et motto: Man kan kun gøre sit bedste. Jeg er ikke bange for at få tæsk”. Jeg er selvfølgelig ikke ligeglad med anmelderne. Men kan de ikke li’ det, så kan de ikke li’ det. Og det er det!”

Det største pres, kommer fra Stephanie selv.

”Jeg bliver aldrig tilfreds. Jeg har aldrig været tilfreds med ét eneste af mine stykker. Det bliver jeg nødt til at leve med”

Hun indrømmer, at hun op til premieren er ”sygt presset”.

”Men jeg kan jo også godt li’ det, fortsætter hun med voksende ivrighed i stemmen.

”Jeg kan godt li’, når jeg vågner om morgenen, og adrenalinen pumper, og jeg tænker: Okay, hvad  gør vi nu? Og når noget går galt, eller scenen hænger, kan jeg godt li’, at der pludselig opstår en idé i mit hoved. Og det kan godt være, der en dag ikke gør det. Og så er jeg på røven. Men indtil videre går det rigtig godt,” siger hun og smiler.

Det intense pres resulterer også i en grad af ”galskab” i produktionsfasen. Og det er netop, når hun i fortvivlelse slipper danserne løs og lader dem skabe sig, at mange scener bliver til.

”Det er jo der, magien opstår. Det er i virkeligheden det, der er kunsten: At fange det, der virker.”

På den måde har presset også en positiv indvirkning på den kreative proces.

”En veninde sagde til mig, at man ikke kan være kreativ uden regler og rammer. Det passer rigtig godt på mig,” konkluderer Stephanie.